At stå af i Roskilde

Hej alle jer der har fulgt med henover de sidste 9-10 måneder.

Jeg er kommet bagud med digtene – langt bagud. Og derfor har jeg valgt at stoppe projektet her. Efter at have leget catch-up henover foråret samtidig med at jeg havde arbejde og skole er jeg gået i stå. Jeg kan simpelthen knapt nok skrive et digt i ugen. Og det jeg skriver hader jeg – hvilket fører til at jeg hader mig selv.

Og jeg vil altså ikke hade mig selv og mine tekster mere. Jeg vil stadig skrive nogle flere digte for sommermånederne, men de vil ikke blive udgivet på siden her. Ligeledes vil jeg forsøge at få gennemredigeret digtene, men jeg vil ingen arbitrær deadline sætte for det. Det har vist sig at være en dårlig idé for min skrivning på lang sigt.

Da jeg gik igang med det her, var målet at skrive langt flere og langt bedre digte end jeg gjorde før sidste sommer. Det skulle presset om at lægge dem offentligt ud en gang om dagen hjælpe til med. Jeg har også fået skrevet langt mere end jeg ellers ville, og jeg synes det meste af det har været OK. Derfor er det jo lykkedes.

Men jeg har også lært, at ikke alle processer kan fremskyndes bare fordi der er et publikum. Jeg har brug for ro til at lade inspiration synke ned og blive bearbejdet før det kan kastes ud i verdenen som en ny tekst. En tekst jeg kan være tilfreds med.

Jeg håber I har været glade for at læse med, jeg har i hvert fald været glad for at skrive det. Og der vil komme et digt af og til på siden her fremover, men det næste år vil jeg koncentrere mig om min HF og om at få læst meget mere. Det skulle der tilgengæld gerne komme lidt tanker ud af på ordskab.dk

Nu vil jeg nyde roen og sommeren her i Roskilde, uden de konstante deadlines. Og med tiden forhåbentligt få skrevet meget mere I kan læse med på.

-Thorbjørn

13. Juni – Nordens Krigere

De stod her stolte
høje med deres lyse
hår og blå øjne de stod
på gravhøje og sang om
krager og ravne om guder
man ikke skulle kaste sig på
knæ for dette stolte folk vidste
hvad de kæmpede for land for
guld og goder og nu står vi
ikke længere så stolte
og knejsende vi kaster os
på knæ for allierede vi
kan ikke længere stå
alene vi kan ikke længere
hvile i os selv frygten
tager rebet vi børn
af Nordens Krigere
ved vi selv hvad vi
kæmper for

12. Juni – Privatliv

De respekterer alle
vores privatliv det kan 
vi se for det står med småt
på alle de mails de sender
før kontrakterne ingen læser
“Vi respekterer dit privatliv"
og så ved vi at de ved det
hele
     at der ikke er mere at sige
og det gentager vi for os selv
når de registrerer os for staten
den respekterer os vores ret
til ikke at blive overvåget så
de gemmer det bare på metal
skiver og Intelchips bare i et par
år og hvad er så problemet med
det hvorfor står I der og skriger?

11. Juni – Ordhæng

Ordene skaber en ny
sammenhæng jeg ved det
er sandt selv jeg rynker
panden mod dine glitrende
øjne når du siger det vi
kan skabe vores egen lige
     her under Sol dræbende favntag
nu hvor vi endeligt er alene
men du har et hundrede tusinde
mennesker at feste med et 
sted hvor der stinker af
pis det er en baggrundsstøj
til mit liv jeg søger en ro
der kan give mig klarhed
festivalens fortabelse flår
i mig selvom vores ord er
næsten ens må vi tale
to forskellige sprog

10. Juni – Udtømt

Vi svømmede i forladte
grusgrave og besteg de 
rustende maskiner i håb
om at opleve noget nyt
i håb om at se længslen
efter os selv i øjnene
på andre

Vi flygtede fra regnen på
fundne cykler kastede vi os
i favnen på vore hjem for
der kunne vi vælte i dun
i sengene udslukte og tømte
for al energi erkendte vi
at den længsel vi søgte
kun var i vore egne
illusioner